Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Et godt skole-hjem-samarbejde

Forældrenes engagement og indflydelse betyder meget for, at skoledagen bliver god og lærerig for eleverne på Mølleholmskolen. Det er jer som forældre, der kender jeres barn bedst, og I kan bidrage med vigtige input til, hvordan de lærer og trives bedst i skolen.

Skole-hjem-samarbejdet på Mølleholmskolen kan have forskelligt fokus og tjene forskellige formål. Det kan vedrøre den enkelte elev, eller det kan fokusere på hele klasser. Forældrene kan også bidrage til at skabe kontakt og sammenhæng mellem skolen og lokalsamfundet.

 

Gode råd til skole-hjem-samarbejdet

En jævnlig kontakt mellem skole og hjem er naturligvis en forudsætning for det gode skole-hjem-samarbejde, men det er ikke i sig selv nok. Skolen og hjemmet bør desuden stræbe efter at opfylde følgende aspekter i forbindelse med skole-hjem-samarbejdet:

  • Se samarbejdet som et partnerskab: Et godt skole-hjem-samarbejde bygger på ligeværdige og tillidsfulde relationer, hvor forældrene anskues som en ressource i barnets opvækst. Skolen og forældrene har forskellige roller, som må være klart definerede.
  • Lær af forældrenes viden, og sæt en klar retning for samarbejdet: Det er vigtigt, at skolen inddrager forældrenes viden og perspektiver og samtidig forbliver en faglig autoritet i forhold til elevens læring.
  • Konkretisér forældrenes rolle: Det har betydning, at skolen tydeligt formidler til forældrene, hvad de som forældre kan bidrage med, og giver dem konkrete ideer til, hvordan de kan støtte barnets læring.
  • Differentiér samarbejdet med forældrene: Forældrene skal tilbydes forskellige muligheder for deltagelse. Det kan skolerne gøre ved at variere samarbejdsformerne og tilpasse dem til forældrenes forudsætninger og behov.
  • Ledelsen prioriterer samarbejdet strategisk og i hverdagen: Det er vigtigt, at skolen har en fælles strategi for samarbejdet, og at ledelsen signalerer klart til lærerne og pædagogerne, at samarbejdet har høj prioriteret.

 

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har lavet denne video:

 

Sådan støtter du op om Mølleholmskolen

Du kan som forældre få indflydelse og støtte op om Mølleholmskolen på mange måder. Du støtter dit barn i undervisningen, hver gang I taler om de emner, barnet lært om i skolen. Du støtter skolen, hvis du taler om emner som for eksempel elevplanen, kommer med forslag til sociale og faglige aktiviteter med mere til skole-hjem-samtaler og på forældremøder. Du støtter de andre forældre i klassen, når du taler med de andre forældre om undervisningen og miljøet i klassen på forældremøder og når I mødes uden for skolen.

Som forælder har du også mulighed for at deltage aktivt i skolebestyrelsen, hvor forældre, elever og skolens personale samarbejder om skolens udvikling. Meld dig til skolebestyrelsen, når der er skolebestyrelsesvalg næste gang.

 

Kommunikation

Et godt samarbejde mellem skole og hjem kræver et højt informationsniveau, så alle er orienteret om, hvad der sker på skolen og i hjemmet. På den måde bliver det også lettere at snakke om skoledagen ved middagsbordet, og du kan som forælder følge med i skolens udvikling, hvilket kan give stor tryghed. 

For at sikre en god kommunikation er det vigtigt, at begge parter er aktive. Det sker typisk ved, at både skolens lærere og pædagoger skriver informationer om klassen og det enkelte barn på Aula. Samtidig bør du som forælder også være opsøgende og følge med i skolens dagligdag på Aula, skolens hjemmeside og skolens sociale medier.

Du kan ikke altid forvente, at lærerne i dit barns klasse, kan mødes ansigts til ansigt, som du kender det med pædagogerne i SFO og Klub. Hvis du vil mødes eller tale i telefon med en af skolens lærere eller pædagoger, skal du skrive en besked på Aula til den pågældende medarbejder om, at du ønsker at mødes eller blive ringet op.

 

Billede fjernet.

 

Elevplaner

Hvert skoleår udarbejdes der mindst en elevplan for dit barn - uanset hvilket klassetrin dit barn går på. Elevplanen skal både indeholde individuelle mål og status for den enkelte elevs læring. Elevplanen rummer også en beskrivelse af, hvordan der skal følges op herpå. Elevplanene skal være med til at styrke samarbejdet mellem skole og hjem og hjælpe dig som forældre til, hvordan du aktivt kan bidrage til, at dit barn får størst muligt udbytte af undervisningen. Elevplanen vil typisk danne baggrund for skole-hjem-samtalen.

 

Skole-hjem-samtalen

Hvert skoleår afholdes der skole-hjemsamtaler, hvor klassens kontaktlærere indkalder dig til en samtale om dit barn. I nogle tilfælde kan eleverne også inviteres med til skole-hjemsamtalen. Mødet varer typisk 15 til 20 minutter, og her kan du få en kort status på dit barns skolegang ansigt til ansigt. Det er også her, du har mulighed for at stille spørgsmål direkte til dit barns primære lærere med afsæt i for eksempel elevplanen.

 

Forældremøder

Hvert skoleår inviteres der til forældremøder for alle klassens forældre. Møderne bliver typisk afholdt i starten af skoleåret, hvor klassens årsplaner kan blive gennemgået, nye fag kan blive præsenteret og du kan hilse på de andre forældre og eventuelt nye lærere i klassen. Der vil også være mulighed for at tale om fælles regler for klassen, klassearrangementer, komme med idéer til undervisningen og tiltag, som kan styrke trivslen i klassen.

 

Forældreråd

På årets første forældremøde bliver forældrene spurgt, om de vil deltage i forældrerådet. Forældrerådet står for klassearrangementer, hvor det er frivilligt at deltage. Forældrerådet spiller en vigtig rolle, når det kommer til at styrke klassens trivsel og fremme fællesskabet på skolen.

Kontaktforældrene kan planlægge begivenheder for børn og voksne eller kun for børn og kun for voksne. De kan også hjælpe med at tage godt imod nye børn og deres forældre i klassen. Derudover kan de hjælpe med at facilitere en debat om et tema eller en udfordring i klassen i forbindelse med et forældremøde.

 

Links

Det behøver ikke være svært eller tage en masse tid at gøre noget for sammenholdet i dit barns klasse.

På hjemmesiden foraeldrefiduser.dk får du tips og tricks til, hvordan sammenholdet omkring og mellem børnene kan styrkes ved hjælp af dig som forælder i samarbejdet med skolen.

På hjemmesiden redbarnet.dk er der under temaet "Alle sammen" en forældreguide til, hvad du kan gøre, hvis jeres børn har konflikter med hinanden og dilemmakort til et forældremøde i forbindelse med arbejdet med resiliens.